Stor bevilling booster ombygningen af spillestedet ALICE

Takket være en stor bevilling på 3 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden er en omfattende indvendig modernisering af den tidligere gymnastiksal gået i gang.

Publikum træder ind i et indbydende, arkitekttegnet venue, når det regionale spillested ALICE igen slår dørene op på Nørre Allé i februar 2024. A.P. Møller Fondens støtte sikrer en indvendig forvandling af fremtidens ALICE, tegnet af den prisbelønnede tegnestue JJW Arkitekter.

I 2021 blev ALICE ramt af udfordringer med ventilationen, der gjorde det sundhedsskadeligt at afholde koncerter i salen, som siden har stået tom. Københavns Kommune er allerede gået ind med en bevilling på 7,4 mio. til bl.a. udvendig renovering og renovering af ventilationen. 

Indvendig forvandling 

I det nye ALICE vil man ikke alene kunne trække vejret - man vil også kunne gøre det i et langt mere indbydende rum. Med bevillingen fra A.P. Møller Fonden vil stedet indbyde til, at publikum kan snakke, hænge ud eller fordøje indtryk før og efter koncerterne. Noget, som i den grad har manglet på ALICE hidtil. Blandt andet bygges et nyt bar- og loungeområde, som vil skabe mere fleksible og mangefacetterede publikumsoplevelser.

Med ombygningen går ALICE fra at være en tilrettet gymnastiksal til at blive helt gentænkt fra inderst til yderst. Det regionale spillested vil tilbyde helstøbte oplevelser for publikum og kunstnere - lydteknisk såvel som æstetisk.

Omsider kan man både trække vejret og nyde koncertoplevelser i æstetiske rammer, der er fuldt på højde med de kunstneriske oplevelser i huset.
HC Gimbel
Spillestedsleder

Læs hele pressemeddelelsen